Vundet konkurrence – Nationalparkcenter Thy

Vi er stolte og beærede over at have vundet konkurrencen om at tegne Nationalparkcenter Thy.
LOOP Architects er totalrådgiver, og projektet er udarbejdet i samarbejde med LB Consult, SLA og COAST

Helt tæt på naturens kræfter mellem Vesterhavet, klitterne og fiskerlandsbyen Nr. Vorupør er der nu udarbejdet tegninger for Danmarks første nationalparkcenter.

Med respekt for omgivelser og natur skal centret byde velkommen og introducere besøgende til nationalparkens mageløse natur og kulturhistorie.

Forslaget bygger nationalparkcentret ind i en eksisterende klit, som derved overdækker de indendørs formidlingsrum og eliminerer fornemmelsen af bygning. Klittens møde med pladsen og byen forbliver intakt og arkitekturen tegner sig primært ved tre stor åbninger ud mod naturen og ind mod byen.

Alt i alt et arkitektonisk hovedgreb, der på glimrende vis markerer sig i landskabet og som på fortrinlig vis spiller sammen med omgivelserne, samtidig med, at klitheden fremstår intakt skriver fagdommerne i deres bedømmelse af vinderforslaget.

Nationalparken rummer flere typer af sårbar natur og er i stigende omfang en attraktion flere og flere besøgende får øjnene op for.

Med de mange flere besøgende, der søger vores nationalpark, bliver vi med nationalparkcentret langt bedre i stand til lede de besøgende ud til de steder i parken som tåler mest, giver størst oplevelser og derved bidrager til at frede andre og mere sårbare steder i nationalparken. Benyttelse og beskyttelse skal gå hånd i hånd, siger bestyrelsesformand for Nationalpark Thy, Torben Juul-Olsen.

Nationalparkcenteret skal fungere for mange typer af besøgende og andre brugere. På en gang skal det være en trædesten til klitheden, til havet, til Nørre Vorupør – hvad enten man er på vej ’ud’ eller ’hjem’ – for fastboende og besøgende. For familier med børn, for surfere, vandrere og cyklende. Samtidig bliver det også mødested for nationalparkens medarbejdere og mange frivillige, interesseorganisationer, skoler, klubber og andre fra foreningsdanmark. For nogle er besøget planlagt, for andre en indskydelse.

– Nationalparkcenteret skal være et sted, hvor man føler sig velkommen uanset, hvor meget sand, man har på skoene, hvor forberedt besøget er, uanset om det er i bygningens funktion som formidlings- og udstillingssted, som lokalcenter eller som arbejdsplads. Centerets fornemmeste opgave er at fungere i et hverdagsperspektiv og tage godt imod og rumme dets mangefold af brugere.

Læs mere om projektet her