NATIONALPARKCENTER THY

Det skrider frem på byggepladsen i Nørre Vorupør, hvor detaljerne og de varme materialer begynder at fuldende bygningen i klitten.

I vores arbejde med udviklingen af det nye formidlingscenter har vi haft fokus på at skabe et på samme tid ydmygt og synligt sted på tærsklen til Nationalpark Thy.

Det kræver robuste materialer at modstå områdets særegne natur, der er præget af det rå vesterhav. Derfor stedstøbes murene i beton, og vi har designet et beskyttende værn af stål.

To fantastiske materialer, der er med til at forstærke stedets identitet, og som kun bliver smukkere med tiden, når sandflugt, vind og vejr naturligt sætter sit præg.

Det samme gør sig gældende på de massive egetræsvinduer, der danner kig til Vesterhavet og ud i nationalparken.

Indendørs tager beklædningsdetaljerne i egetræ form, og de 11 meter lange Dinesen Douglas planker er klar til at blive lagt som gulv.