Vi har været i LOOP arkiverne og fundet denne fine villa frem. Den er værd et gensyn. Både fordi det var vores allerførste opførte LOOP projekt. Men særligt pga. dets bæredygtige finurligheder, fordi husets beboere fortsat er begejstrede for huset og fordi villaen repræsenterer hvad vi forbinder med en LOOP bolig: en æstetisk og enkel arkitektur bygget på et bæredygtigt fundament, hvor vi har revitaliseret et traditionelt 70’er hus til et topmoderne lavenergihus med et godt indeklima og et imponerende dagslys. Mere præcist sagt; en bolig med stor komfort, med stærke arkitektoniske kvaliteter og med fokus på energiforbruget.
Vi fik i sin tid Aarhus Kommunes Arkitekturpris for transformationen af villaen, hvor vi bibeholdte de oprindelige mure og konstruktionen, imens vi satte nye facader på de eksisterende mure. Det nye tag beklædte vi med samme cedertræsbeklædning. Derudover sagde vi farvel til 1970’ernes ofte mørke og lange gange centralt i huset ved at gennemskære huset med et glasbånd, der udover at sikre masser af dagslys til boligen, gav masser af udsigtsmuligheder til området. Resultatet er et skarpskårent enkelt udtryk uden udhæng. En transformation og energirenovering der bærer boligen ind i fremtiden
Læs mere om projektet her