NATIONALPARKCENTER THY // Overbeviser med 100.000 besøgende i 2022!
Vi elsker, når vores bygherrer oplever succes. Når et nyt besøgscenter, der fungerer som en trædesten ud til Nationalpark Thy, rent faktisk bliver brugt af rigtig mange mennesker som en portal til vigtige naturoplevelser.
Nationalpark Thys leder, Else Østergaard Andersen glæder sig over de lidt over 100.000 besøgende som centret havde i 2022: ”Jeg tror, mange kulturinstitutioner i Vestjylland ville være glad for en sådan tilstrømning. Det understreger for os, at folk ikke alene har en stor interesse for naturen i Nationalpark Thy, men også for at få mere viden om den”.
På nationalparkcentret oplever de, at deres gæster typisk opholder sig mellem en halv og en hel time i nationalparkcentret – at både børn og voksne indtager rummet med begejstring. Går på opdagelse i materialet, sidder i vinduet, nyder udsigten over havet – og billederne, der vises fra naturen…
Faktisk har stedet 4,7 stjerner ud af 5 på Google. Den succes, de oplever, er en succes, der smitter på den gode måde. Bygherren fortæller, at besøgstallet har betydning ikke bare for nationalparkcentret, men i høj grad også for de andre oplevelser i Thy: ”Vi føler os rigtig godt integreret på landingspladsen i Vorupør, og samtidig glæder vi os over, at interessen for naturen og landskabet i Nationalpark Thy også smitter af på vores andre besøgssteder. Vi har således ikke fået færre gæster på Lodbjerg Fyr eller på Stenbjerg Landingsplads, efter vi har åbnet nationalparkcenteret. Vi har fået flere”, fortæller Else Østergaard Andersen.
Så hvis du ikke allerede har været en tur forbi Nationalparkcentret i Nr. Vorupør, så har du påsken til at gå på opdagelsen i centret og i den omgivende nationalpark.
Læs mere om projektet her