Nationalparkcenter Thy
StedNørre VorupørBygherreNationalparkfond ThyOmfangca. 700 m²TeamLOOP Architects, LB Consult, SLA og COASTStatusIndvietÅr2021
Naturen er allestedsnærværende, når man besøger Nationalparken i Thy. Nationalparkcenteret er placeret i Nr. Vorupør, hvor man mærker vinden i håret og sandet der fyger omkring én. Lyden af havet og fornemmelsen af det åbne himmelrum over hav og park inviterer til en storslået naturoplevelse. Vi ønsker med det nye Nationalparkcenter Thy at fastholde denne sanselige introduktion til naturen og skabe et på samme tid ydmygt og synligt sted på vejen til og fra Nationalparken.
Besøgende ledes langs stedstøbte betonmure til et overdækket rum for formidling i klitten.
Murene skærmer for vind og sand og markerer tre vigtige kig i landskabet: Forbindelsen til byen, til havet og til Nationalpark Thy. Disse tre kig er forbundet i rummet i klitten, hvor kigget til himlen er tilstede i form af et stort ovenlys.
At bygge i Thy kræver robuste materialer, der kan modstå områdets særegne natur, som er præget af det rå Vesterhav. Derfor stedstøbes murene i beton, og værn og vinduesrammer er i stål samt massivt egetræ. Alle materialer er med til at forstærke stedets identitet, og de bliver smukkere med tiden, når sandflugt, vind og vejr naturligt sætter sit præg på arkitekturen.